Helt kort om guldsmedene Ninna York og Josefine Smith

Ninna York, 31 år. Vokset op i Århus, men har boet i København i 10 år, på hhv. Vestervoldgade (oven på Rio Bravo), Frederiksberg, Nørrebro og Vesterbro. Nuværende bopæl er Frederiksberg C. Yndlings bydel er Frederiksberg.

Josefine Smith, 30 år. Vokset op på Østerbro, men har også boet på Islands Brygge og Nørrebro. Nuværende bopæl er Nørrebro. Yndlings bydel er Nørrebro – “for på Nørrebro kan man altid få noget at spise”.

Hvem er York & Smith og hvordan er jeres samarbejde er startet?

Ninna: York & Smith er et fælles værksted og butik, hvor vi arbejder sammen på hver vores ting. Selve butikken/værkstedet er en drøm, der har været lang tid undervejs, men nu er tiden endelig kommet til det.
Josefine: Vi har kendt hinanden i 8 år, og helt fra starten af vores venskab har det været en fælles drøm. At have den her fælles platform, hvor vi kan præsentere hver vores arbejde.

Hvad er den største udfordring som ung iværksætter og selvstændig i KBH?

Ninna: At kunne leve af det. Det er lidt kedeligt, men økonomien er faktisk det sværeste og den største udfordring. Der er mange fede idéer, og masser af gåpåmod, men økonomien er ikke til at komme uden om.
Josefine: Enig, men vi har heldigvis været meget privilegerede i forhold til at vores netværk har kunne hjælpe med opstartsfasen. Vi kender mange meget dygtige håndværkere, der har hjulpet os med at komme på plads i lokalerne.

Guldsmed – Er man mest designer, håndværker eller kunstner? (figuren)

Josefine: Det er et krydsfelt mellem alle tre.
Ninna : Ja, det er det altså.
Josefine: Man ligger lidt et sted i mellem alle tre, men jeg har altid set mig selv mest som håndværker. Jeg syntes ikke, at kunster er noget man selv kan sige man er, men mere noget andre folk kan sige om én.
Ninna: Altså jeg faldt for håndværket, men havde svært ved at finde en læreplads, så for mit vedkommende blev designet faktisk det, der fyldte mest ret hurtigt. Jeg havde ikke nogen til at lære mig håndværket, det kom efterfølgende, så det med at designe smykker blev det, der fyldte mest for mig. Men det er klart en kombination af alle tre ting.

Hvor finder I inspiration til jeres smykker/designs?

Josefine: For mig kan det være mange ting, som fx arkitektur, skulpturer og mennesker. Jeg bliver generelt meget inspireret af visuelle indtryk fra min dagligdag.
Ninna: Jeg bruger meget smykker jeg allerede har lavet, og tager udgangspunkt i dem. Arbejder videre med faconer og former jeg allerede har lavet – der giver liv til nye.
Josefine: Det kan være en fordel at arbejde tæt sammen med en anden guldsmed, hvis man er bevidst om forskellen mellem at blive inspireret og at kopiere. Vi har begge prøvet at arbejde sammen med andre, der er kommet til at kopiere os.
Ninna: Hvilket er meget ubehageligt, for man føler sig virkelig frarøvet noget personligt.
Josefine: Men jeg kan tit se, at vi to er meget sammen og snakker meget om smykker og sparrer med hinanden. Det er en god ting, når nu har vi så forskellig stil.
Ninna: Det har også været fedt at se at folk sagtens kan skelne mellem os, og at vi ikke er endt med at tage hinandens kunder.
Josefine: Jeg er meget all-round på alle mulige opgaver og forskellige designs.
Ninna: Ja, og jeg er mere specifik, og holder mig mere til min stil. Jeg laver også specialopgaver, men er lidt mere kræsen når det kommer til det.

Hvordan vil I beskrive jeres forhold til København?

Ninna: Jeg er fra Århus og skulle lære byen at kende, men var samtidig også meget klar til byen, da jeg flyttede hertil. Jeg føler mig mest hjemme her, og byen er helt klart inde under huden på mig.
Josefine: Det er min fødeby, og København betyder virkelig meget for mig. Jeg har boet på landet i Sverige som barn, og var glad for det. Men i København føler jeg mig fri, og jeg bruger byen meget.

Hvad mener I om madkulturen i København?

Josefine: Den er virkelig blevet meget bedre. Samtidig med at madkulturen er blevet bedre, er jeg også nu lidt mere opsøgende efter de gode madoplevelser, og ikke så interesseret i den ”rigtige” cafe med den dårlige burger.

Hvor kan københavnerne godt stramme lidt op?

Josefine: Jeg er mega træt af den påtagede politiske korrekthed, der findes i byen. Alle er så okay med alt, at folk lidt glemmer at sige hvad de egentlig mener.
Ninna: Nogle københavnere er meget selvfede, og det kan godt blive for meget med de hippe kvarterer i byen. Særligt når de gamle rå kvarterer bliver til cafe latte/speltfisse/instagram højborge.
Josefine: Det handler jo om at sige hvad man mener, og mene det man siger. Og ikke tage sig så meget af, hvad man burde mene eller hvad andre synes er fedt.

Nævn jeres yndlingsting ved København?

Josefine: Jeg har et hemmeligt spot ude på Refshaleøen. Om sommeren er det som en privat havne swimmingpool. Selvom det er lidt smadret og B&W-agtigt, er det bare en fredelig lille oase. Jeg orker ikke Bryggen, når man skal ud og bade, men på Refshaleøen er der bare fantastisk skønt.
Ninna: Jeg synes, at det er svært at nævne en ting. Men vores værksted er nok min yndlingsting ved byen lige nu. Jeg skal næsten knibe mig selv i armen, når jeg cykler derind om morgenen. Men der er så hyggeligt i Latinerkvarteret omkring Sankt Peders stræde, hvor vores butik ligger, og det er virkelig en drøm, der gået i opfyldelse.

Fortæl om jeres ret – hvorfor har I valgt lige præcis den ret/råvare?

Josefine: Vi har begge to fædre, der er fantastiske til at tilberede kød, og i særdeleshed lammekød.
Ninna: Lammekød er super lækkert, og det passer jo med sæsonen.
_____
Se nogle af Ninna og Josefines flotte smykker her: http://www.ninnayork.com/ og www.jrsmithjewellery.com