Om Lina Rafn:

Født 12. august 1976 – altså 38 år.

Født på Nørrebro, men opvokset i roligt villakvarter i Herlev

Har også boet i Århus og i Aalborg. Flyttede tilbage til KBH, da Infernal startede. Har boet på Østerbro og i Valby, hvorefter hun flyttede til Ørestaden. Kigger pt. efter hus med have. Men det skal være i København.

Hvem er Lina Rafn?

Det er sgu et godt spørgsmål! Jeg er i fald ikke, hvem jeg var. Jeg har været i mediernes søgelys de seneste 20 år siden Infernal blev startet i 1997, og når jeg jævnligt konfronteres med gamle optagelser og interviews, kan jeg faktisk ikke genkende det menneske, jeg ser. Men jeg kan se hvor stort et menneskeligt kvantespring jeg har taget i løbet af de 20 år, der er gået.

De fleste kalder mig sej. Det er måske en mærkelig betegnelse, men min egen oversættelse vil være, at jeg arbejder hårdere end de fleste. Hvis der er noget jeg vil opnå eller kunne, så bider jeg tænderne sammen, og så bliver jeg ved til den er der. Og så er jeg god til at tilegne mig viden. I skolen var det en ulempe, for det gjorde mig doven. Jeg kunne sagtnes være blevet til noget bogligt, men blev ikke stimuleret tilstrækkeligt i folkeskolen. Og så var showbiz nok bare sjovere.

Jeg er analytisk helt ind til benet. Jeg kan stort set altid finde svar på de ting, jeg søger. Jeg er også den, der knokler mod alle odds med en lidt uforklarlig, intuitiv visdom bag. Det har også hjulpet mig til at finde grænsen mellem det kunstneriske og det, der vil fungere, fx rent musikalsk.

Hvor er du på vej hen?

Jeg går ikke efter det, som jeg er bedst til. Jeg går efter det, der er sjovest. Og det er et gennemgående tema i mit liv. Jeg elsker at optræde! Jeg har kun dygtiggjort mig som sanger, producer og sangskriver med henblik på at kunne komme ud at optræde. Jeg skal dog også udfordres – hvis rammen er den samme hver gang, så bliver jeg doven.

Jeg har lyst til at fortsætte med at synge og optræde indtil min stemme og krop ikke kan mere. Og jeg har tit tænkt, om man skulle lave noget, der var mere økonomisk funderet, men cirkushesten i mig, ville sparke alt for hårdt fra sig.

Hvad er den største udfordring for en sanger/et band i Danmark?

Succes ikke er et parameter, man ikke regner for noget i Danmark. Det lægger en dæmper på folks ambitionsniveau. Det er mere ærbart at hige efter ære og anerkendelse, altså ”credibility” og anmelderros, men det bliver meget indie-elitært i musikbranchen, og tit kastes der støttekroner efter nogen, som man udmærket ved aldrig kommer til at have en chance for at få en international karriere, idet det de laver, er så smalt. Sammenlignet med Sverige ville man derovre kigge på, om artisten havde en mulighed for at klare sig internationalt, og dermed sætte Sverige på landkortet – det gør man ikke i Danmark; her går man kun efter det finkulturelle, det smalle og det elitære. Og det synes jeg er en skam. Jeg mener, at der er så meget potentiale, som forbliver uforløst. Det er bare et kæmpe problem. Jeg håber blot, at man både vil støtte det smalle og det skæve, men også det mere kommercielle, som kan have et lige så højt kunstnerisk niveau. Og jeg taler ikke kun om penge, men lige så meget i spalteplads og airtime – og her tænker jeg fx på P3, hvor mange artister tit dømmes ude.

Hvordan holder man sammen som band i så mange år?

Det kan man ikke gøre med vold og magt, men kun hvis man har en fælles mission. Så længe vi har en fælles mission og ambition, måske nærmere en vision, så giver det mening at holde sammen. Hvis vores kreative veje en dag skilles, er der ikke nogen grund til at holde sammen som band længere. Men Paw og jeg elsker bare stadig det samme, hvilket egentlig er ret tosset.

Nu har Infernal holdt pause i en del år, men vi har stadig lyst til at lave mere. Vi har mere på hjerte og lyst til at lave noget, der lyder sindssygt. Vi har aldrig lavet en plade, der lød som den foregående, og det kommer vi heller ikke til denne gang.

Hvor mange år bliver Infernal ved?

Vi holder nok aldrig op med at skrive musik og tage ud at spille. Vi har stadig noget musik i kroppen og i hovedet, som ikke er kommet ud endnu, og der er stadig en masse, der inspirerer os.

Hvordan er du blevet involveret i Skt. Gertruds Kloster?

Jeg er slet ikke involveret! Pressen nægter bare at skrive sandheden, fordi de synes det er sjovere at skrive mit navn end min kærestes. Og Infernal har altså heller ikke ejerandele i den klub. Det er bare vrøvl fra pressens side. Der har været mange parter inde over, men det er pt. Patrick, som mange husker fra Grand Prix og som min hjælpepartner i X-Factor, og min kæreste Kasper, der kører det. Og det er en principsag for mig, at jeg ikke vil arbejde sammen med min kæreste. Paw og jeg var jo kærester da vi startede Infernal, og på et tidspunkt måtte vi kigge hinanden i øjnene og spørge, om vi skulle lave musik eller være kærester. Vi blev enige om at lave musik. Og det var den rigtige beslutning. Den samtale ønsker jeg ikke at skulle have med Kasper. Vi har også behov for, at når vi kommer hjem fra arbejde, så er den anden en uvildig part.

Hvordan vil du beskrive dit forhold til København?

Netop fordi jeg forlod København inden jeg egentlig fik taget stilling til København, så fandt jeg ud af hvad det vil sige, at savne København. Og mangle København. I Århus var der dengang ikke en døgnåben kiosk i midtbyen. Der var ikke busser efter kl. 02.00 om natten. Heller ikke fredag og lørdag. Det var et kæmpe chok for mig, hvor meget jeg tog København som en storby for givet. Jeg begyndte at føle det som klaustrofobisk at være i Jylland, og jeg skal ikke lægge skjul på, at det var fedt at komme tilbage til København dengang.

Det er fedt, at København er så lille. Jeg mangler ikke noget. Men nu er jeg heller ikke 25-årig uden barn længere, og så ville jeg måske synes at byen kunne være sløv. Byen er perfekt indrettet til at være her med børn. Jeg er på mange måder stolt af København.

Hvis jeg skulle komme med et enkelt kritikpunkt, ville det være trafikplanlægningen. Man kan ikke undgå biler i en storby, og det er myndighederne i gang med at gøre mere end besværligt. Man kan altså ikke tage offentlig transport eller en ladcykel, når man fx skal rundt med tøj og udstyr til en koncert.

Hvad synes du om madkulturen i København?

Der er sket så meget efter at København har fået international opmærksomhed for sin gatronomi. Og det er en kæmpe fornøjelse. Jeg skal ærligt erkende, at hvor jeg kan være en kæmpe feinschmecker inden for musik, og høre det mest minimale, mærkværdige avant garde ”blib-blop” musik, fordi det giver mening for mig, og jeg er så dybt inde i den musik, og dermed sætte pris på den slags detaljer – sådan har jeg det ikke med mad. Der er jeg mere en almindelig forbruger. Og jeg har prøvet, at spise på en 2-stjernet Michelin restaurant i Barcelona, og det var selvfølge en sanselig oplevelse, men jeg er ikke den til den avant garde kogekunst. Det erkender jeg ærligt. Jeg kan godt li’, at mad er mad.

Hvor spiser du gerne ude i København?

Jeg er glad for Aamann’s udgave af smørrebrød. Og at de gentænker klassisk dansk mad på en rustik måde. Jeg tager gerne min datter med på Sticks ’n Sushi, fordi det bare passer godt til en pigemave, og hun synes det er fedt.

Det er min gamle band-buddy, Søren Haahr, der har åbnet Nose2Tail, og jeg er vild med idéen og konceptet, og det smager enormt godt. Det passer godt til mig.

Hvor kan københavnerne godt stramme sig lidt op?

Vi giver for lidt albuerum til hinanden. For mange mennesker ligner hinanden og render rundt i den samme uniform. Og selvom de kalder sig for fashionistaer, så ligner de stadig hinanden. Det er mega nederen. Der er ikke spillerum nok på den visuelle konto. Det gælder også for café og restaurationsindretning – der bliver malet med den samme pensel over det hele. Det hele følger den samme trend.

Der bliver generelt taget for få chancer. Særligt i forhold til arkitektur. Det er nok i virkeligheden min største kæphest, når det kommer til København. Hold nu kæft hvor bliver der bygget uopfindsomt til et punkt, hvor jeg synes det bliver pinligt. Kalvebod Brygge som det allerværste. Det er deprimerende. Tænk hvad det kunne have været?

Hvad er din yndlingsting ved København?

Jeg får lyst til at sige Tivoli. Jeg elsker stadig at gå i Tivoli. De har taget mange dårlige beslutninger, men de er virkelig på rette kurs igen. Både ift. mad og forlystelser. Det har den rette kant igen, som ikke stræber mod et amerikansk forbillede. Jeg var vild med at komme der som barn, og jeg er vild med at komme der som voksen. Jeg skal bare op i rutschebanerne.

Hvorfor har du valgt den ret, du har valgt?

Jeg har fulgt min intuition. Og så er jeg bare et dessertmenneske. Jeg er hende, der bestiller en forret og en dessert, og så er jeg mæt. Jeg elsker dessert. Jeg er en sukkergris udover alle grænser. Men det behøver ikke være vildt sødt, for det er heller ikke rart. Den friske, danske dessertkultur med koldskål og frugtgrød er jeg vild med. Rabarber er en af mine favoritter, fordi den er bøvlet, men smagen er så fantastisk, når man endelig har fået den tilberedt rigtig.

Lina Rafn har valgt en dessert bestående af rabarbergrød og estragon-is.