Om Sidsel:

  • Internationalt anerkendt jazzsangerinde
  • Har vundet DPAs jazzkomponistpris i 2008 og Danish Music Award for “Årets danske vokaljazz udgivelse” i 2009.
  • Har turneret med sin musik i Tyskland, Japan og Thailand
  • Er opvokset i Dragør, men har boet adskillige år på Amagerbro
  • Mor til Noah på 5 år og Selma på 1 år og har været gift med Peter Otto siden 2012.

Hvad er din livret?

Jeg laver ikke selv ret meget mad, men min livret er min mands thaigryde. Den har den helt rette balance mellem krydderurter, kylling og grøntsager, og så repræsenterer den noget hjemlig hygge. Af danske retter er det den gode gammeldags danske and, kartofler, sovs og hele baduljen.

Er der noget, du ikke spiser?

Jeg har et traume fra min barndom. En aften serverede min mor en ret, hvor jeg bemærkede, at der lå de her ringe på min tallerken, konsistensen var sej og gummiagtig. Da vi var færdige med at spise, fortalte min mor, at det havde været blæksprutteringe, jeg brød grædende sammen. Den dag i dag, spiser jeg det stadig ikke, og jeg elsker ellers fisk.

Hvor har du haft den bedste madoplevelse?

For et par år siden var vi i Ungarn i Budapest. En aften skulle vi ud og spise og gik ned i en lille kælder – jeg tror faktisk, den hed “Zeller”. Da vi kom ned for enden af trappen, åbnede der sig en hel verden med den skønneste restaurant. Mad og vin var vidunderlig, der var en underground og hyggelig stemning, som hverken var for fin eller højtidelig. Alle kunne være med. Vi fik serveret råmarineret laks, som jeg ikke siden har kunnet glemme. Det var en sindssyg lækker oplevelse, måske fordi jeg ikke på forhånd havde store forventninger.

Den vildeste madoplevelse, jeg har haft, var i Japan. Vi var ude at spise på denne her lille lokale restaurant, hvor tjenerne først præsenterede os for de levende fisk, vi havde bestilt, hvorefter de tog dem med ud i køkkenet og tilberedte dem. Dér kan du virkelig tale om friske råvarer.

Du har spillet i både Tyskland og Japan, hvordan er det?

Tyskland er for vildt, der er styr på det hele, en god stemning, og du kan have en god dialog med publikum.

Japan er noget helt andet. Det er en stor jazznation, hvor de spiller jazz alle steder fra 7-eleven til stormagasiner, hvilket er fedt. Her kommer publikum i deres fine suits og lytter virkelig intenst. Du kan mærke, at kulturen er en helt anden, da de ofte griner på helt andre tidspunkter, end jeg oplever de gør i Europa.

Hvordan fik du interesse for jazzmusik?

I 2002 startede jeg på Den Rytmiske Højskole, hvor jeg mødte min mand, Peter. Han spillede jazz, og jeg selv spillede rock- og popmusik. Gennem ham blev jeg draget ind i en ny verden og fandt ud af, at min stemme egnede sig bedre til jazzmusik. I dag spiller min mand popmusik, og jeg spiller jazz, men vi arbejder sammen, når vi komponerer mine plader.

Efter højskolen valgte jeg at gå på musikvidenskab i stedet for konservatoriet, og det var her, at jeg fandt ud af, at jeg ville udgive en jazzplade, og at den skulle være med de bedste musikere, jeg kunne opdrive. De kunstnere, som jeg i mange år havde gået og lyttet til. Det var i 2008, siden da har jeg udgivet fire plader.

For min første plade blev jeg nomineret til Danish Music Award i kategori med Caroline Henderson, og Little Red Suitcase. Jeg vandt, hvilket betød, at der pludselig kom ret meget fokus på mig.

Jeg har aldrig været bange for at spørge de allerbedste, om de vil spille på min plade og har også altid opsøgt de bedste steder at indspille og mikse.

Hvad inspirerer dig?

Jeg bliver inspireret af alt i mit liv, mine venner, min familie, mine børn og af, hvad der sker af gode og onde ting i verden. Jeg samler det hele i et tema, som jeg arbejder ud fra – først med melodier, og senere kommer tekst.

Hvad er dit eget yndlingsnummer?

Det er svært, de er jo alle små babyer. Det første nummer, jeg skrev til min første plade, betyder noget særligt. Det hedder “Let’s move on” og har efterhånden så meget historie, men vi spiller det sjældent.

Så er der et af de nyere, som er lidt mere up-beat, “Get out of bed”. Det handler om, at ens partner ikke vil stå op om morgenen. Min mand og jeg har skrevet nummeret sammen, så det kan faktisk handle om os begge, men temaet er ret sjovt, for det er noget, vi alle kender. Hver gang jeg præsenterer den, sidder folk og fniser og prikker til deres partner: “Det er dig, Henning”. Der har vi virkelig ramt noget, som folk kan relatere til.

Vi er midt i jazzfestivalen, hvordan får vi den bedste jazzoplevelse?

Jeg vil anbefale folk at gå rundt på pladser og stræder og lytte. Komme ud i Københavns gader. Man kan se i jazzprogrammet, hvor der spilles, hvor der optrædes med vokal og meget andet. Den bedste måde at opleve jazzfestivalen er ved at sætte sig i solen, få et glas vin eller en øl, lytte og suge stemningen til sig.

Hvad skal du selv opleve til jazzfestivalen?

Jeg har én koncert, som jeg har bestilt billetter til, og som jeg ikke vil gå glip af, Pat Metheney. Ellers er jeg spontan i mit valg af oplevelser. I disse år deltager jeg meget i børnejazzkoncerter, fordi jeg har to mindre børn. Hvis jeg har en friaften, elsker jeg at gå fra spillested til spillested, kigge i programmet for at se, hvor de gode spiller og ellers gå rundt og opleve gadestemningen.

Hvad kan jazz, som andre genre ikke kan?

Jazz samler folk. du kommer ind i et helt andet univers og får en noget anden oplevelse, end du for eksempel gør til en popkoncert. Det handler meget om at hygge sig. Når du hører jazz, sidder du og lytter til de forskellige instrumenter og suger stemningen til dig. Det er den intime atmosfære, improvisationen og det spontane.

Hvad ved København er særligt?

Den kreative kultur, som er god til at samle folk. Vi har Distortion, som samler rigtig mange mennesker i Københavns gader, og så er der jazzfestivalen, som samler et helt andet klientel. Vi københavnere er gode til at have et udendørs socialt liv, når vejret tillader det.

Hvis du skulle beskrive København i tre punkter for en fremmed?

  • Stemningsfulde gademiljøer
  • En by for alle med plads til alle
  • En smuk by