Om Thomas:

  • Tidligere radio- og tv-vært hos blandt andet MTV og The Voice
  • Deltager i MasterChef på TV3 sæson 1, 2011
  • DJ
  • Medejer af natklubben “TS” i Studiestræde
  • Far til Hugo Max på tre år

Thomas’ ret:

Spidskål skal være stjernen i min ret, den så kaldte hovedrolle, mens smør, citron, salt og peber må vige pladsen og stille sig tilfreds med birollerne. En 100 % vegetarisk ret, da kål sagtens kan håndtere opmærksomheden.

Spidskål og smør skal være i deres reneste form, men så fucker vi alle de andre elementer op, og flytter dem hen i den hel anden og udfordrende verden.

Retten:

Spidskål med smør, puré af rodfrugt, citron, grønkål & rodfrugtchips

Hvad er din livret?

Skal jeg vælge én enkelt ting, må det blive æg. Livretter varierer, men æg er en råvare, jeg altid kan spise. Var jeg fanget på en øde ø og kun kunne få én ting at spise, skulle det være æg.

Jeg boede fem år i England, hvor jeg hver morgen spiste den traditionelle “English Breakfast” med masser af æg og baked beans. Jeg tænkte, at det kunne jeg sagtens blive ved med resten af mine dage, indtil jeg en dag gik til lægen, hvor han spurgte “Spiser du meget fedt?”. Han fortalte, at det skulle stoppe øjeblikkeligt, da min krops indre havde fået en overmætning af fedt. Så jeg var nødt til at holde en lang pause fra æg og English Breakfast.

Derhjemme er min favorit en ret, hvor jeg lægger en svinenakkekam i en sukker- og soyabraisering i to timer. Når man tilbereder det, får det lidt samme tekstur som pulled pork, og braiseringen bliver kogt ind til en slags sirup. Jeg er desværre ved at løbe tør for mennesker at invitere til denne ret, fordi de fleste har været igennem.

Men det er virkelig svært at vælge én ting. Det er som med musik, når du elsker noget, kan det være svært at sortere fra.

Har du et minde om mad, som skiller sig særligt ud?

Vi har alle et lig eller to i lasten, når det kommer til en eller anden færdigret eller et lorteprodukt. Mit er skipperlabskovs, sådan en pølle fra Steff Houlberg. Hvorfor lige det? Det hænger sammen med, at da jeg var omkring seks år, flyttede vi i et hus, og om aftenen varmede vi sådan en. Hver gang jeg får skipperlabskovs, kommer alle minderne og duftene tilbage. Får man den hjemmelavede version, er det slet ikke det samme ”Det er ikke den helt rigtige smag, forstår du, det er en lidt mere fabriksagtig smag, jeg leder efter”.”

Hvad spiser du helst ikke?

Jeg ved ikke, om der er noget, jeg ikke spiser, men der er ting, jeg ikke værdsætter. Det tog mig lang tid at lære at spise fisk. Hvis du som teenager har fået duftet til noget dårlig fisk, tager det utrolig lang tid at blive overbevist om, at der kan være fisk, som er lækkert. Hvilket er ærgerligt, da fisk er meget mildt i smagen.

Noget, som jeg ikke værdsætter, er muslinger. Teksturen forstyrrer mig, men jeg kan rigtig godt lide duften af dem og den måde du tilbereder dem på. Jeg spiser dem, men efter en tre til fem stykker har jeg fået nok.

Østers derimod, det forstår jeg slet ikke. Jeg kan sagtens se det smukke og æstetiske i dem, og jeg kan til nøds få det ned, når de bliver serveret med alt muligt topping. Tanken om, at saltvand er udgangspunktet kombineret med teksturen – jeg er lige ved at gå ned.

Hvad er din bedste madoplevelse?

Da jeg startede hos MasterChef, skete der et eller andet. Jeg troede, at jeg kunne lave mad, det fandt jeg hurtigt ud af, at jeg slet ikke kunne. Det er et kursus i madlavning, hvor hele dit perspektiv på det at tilberede mad ændres. En dør til en hemmelig verden bliver åbnet, og du bliver indviet i en videnskab, som almindelige mennesker ikke kender til – så som efterstegning – hvorfor er der aldrig nogen, der taler om det?

MasterChef er sammenlagt min største madoplevelse. At gå fra at tro, at du kan lave mad til at gå der fra og tænke “Jeg vil lære at lave mad”.

Nu er det de små madoplevelser, som er de største. Jeg kan nu sige “Jeg kan naile en dansk frikadelle”. Det har taget ca. to år, men nu sidder den der fandeme. Hver gang.

Hvad er vigtigt for dig, når du går ud og spiser?

Der skal være hyggeligt! Det tog danske restauranter mange år at indse, at der ikke skal være oplyst. Jeg ved, at du skal kunne se sin mad, men jeg vil hellere have et sted, hvor jeg ikke kan se, hvor jeg går. Jeg synes, det er lige så vigtigt som maden, at nogen har forstået at skabe rammerne omkring oplevelsen.

Et sted, jeg er kommet virkelig meget, er Bankeråt på Nansensgade, hvor jeg altid får deres svenske sandwich til morgenmad, som er en kongeblanding af spejlæg, rødløg og persille på ristet rugbrød. Stedet er så hyggeligt og virkelig fucked up, der er indrettet med alt fra uhyggelige skelletdukker til ulækker porno på toiletterne. Der er ikke noget kønt ved det sted, men det emmer af historie, sjæl, personlighed og hygge, og samtidig er det det eneste sted, du kan få ordentlige æg.

Hvad er det bedste ved København?

Vi er verdens mindste storby. Vi er meget forvente, for København er en utrolig smuk by over det hele. Da jeg flyttede til London, tænkte jeg “Smukt, nederen, grimt, lidt flot, grimt, grimt”.I København er alting smukt.

Strøget var det første, jeg elskede ved København. Jeg tænkte, hvis bare jeg kunne få en lejlighed her, så var lykken gjort, men efter at have fået en lejlighed ud til Strøget, lærer du hurtigt, at det er det ikke. En af årsagerne er blandt andet fordi, at rumænere spiller den samme sang i otte timer om dagen på harmonika – vel at mærke kun omkvædet.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse i København?

Det er at gåture. Da min kæreste flyttede herover fra Esbjerg, sagde jeg “Kom nu går vi ture for at lære København at kende”, så nu går vi en ny rute, hver gang vi skal et sted hen. Hver gang du går en tur, lægger du mærke til noget nyt. Noget du ikke så før, det er som at opdage en hemmelighed hver dag. Det seneste sted, jeg opdagede, var denne lille have som ligger bag ved Det Kongelige Bibliotek. Den havde jeg aldrig før bemærket. Det er det dejlige ved København, de uopdagede oaser, der viser sig, selv efter jeg har boet i byen i mere end 30 år.

Beskriv København med tre ord:

Smuk

Danskhed – Jeg synes, at København samler alt fra hele landet

Gåben – Gå til alt, så bliver dit liv bedre

Madvigs madtip:

Boller i karry er en af de ting, jeg laver allermest derhjemme, for det elsker min tre-årige søn. Jeg kan lave boller i karry af et kilo kød på lige under 55 min, og det kan kun lade sig gøre, fordi jeg opdagede et hjælpemiddel – en isscooper, så går det pokkers hurtigt, og der findes en utrolig tilfredsstillelse i, at alle kødbollerne bliver samme størrelse, samtidig med det praktiske aspekt: De alle skal tilberedes lige længe.