Om Mascha Vang

  • Blogger, model tidl. tv- og radiovært.
  • Født i 1979 og er 35 år.
  • Døbt Marianne, men blev kaldt Mascha af sin mor, og ændrede derfor navn.
  • Uddannet kosmetolog, makeup artist, butiksuddannet og kostvejleder.
  • Har været tv- og radiovært på The Voice og DR. Medvirket i et hav af underholdningsprogrammer som Zulu Djævleræs,
  • Høvdingebold, 4-stjerners middag, Fangerne på Fortet m.m.
  • Arbejder lige nu som blogger, og har flere hemmelige projekter på vej…
  • Født og opvokset i Byrsted, Nordjylland
  • Flyttede til København for ca. 10 år siden Har boet på Frederiksberg, vesterbro og ørestaden.

Om Sarah Louise Christiansen

  • Prof. blogger, kendis, model og selvstændig erhvervsdrivende
  • Født i 1982 og er 32 år
  • Opvokset I nordjylland-
  • flyttede til kbh som 20 årig
  • Har boet i kbh centrum og H.C. Andersens boulevard
  • Kendt fra kvindekanalen TLC som tv vært, medvirken i diverse ZULU programmer, kendt blogger
  • Er lige nu i gang med at lave tv for tv3 om det at være karriekvinde og mor på samme tid

Hvordan er det at komme til København som jyde?

Køkkenchef Rasmus aftaler månedens ret med Mascha og Sarah - for første gang en dessert!

Køkkenchef Rasmus aftaler månedens ret med Mascha og Sarah – for første gang en dessert!

Mascha: Så skete der endelig noget! Jeg har altid ment, at jeg var født det forkerte sted, hvilket var i Nordjylland i Byrsted. Det er langt ude på landet. Det var slet ikke mig. Jeg higede for at komme væk. København er så meget mere mig. Det er større – faktisk ville jeg gerne have det var endnu større. Jeg ville gerne have boet i LA. Men nu er jeg her i København.

Sarah Louise: Det er lidt lige som at have gået i par rigtig stramme sko og så komme i et par klipklapper. Jeg skulle ikke længere være en undskyldning for mig selv. Sådan havde jeg det i Aalborg, hvor jeg boede. I København kan jeg være mig selv uden, at der bliver kastet pizzaer efter mig, eller folk ser skævt til mig. Aalborg var meget jantelovsland for mig, og sådan er det nok tit i små byer. Folk kan bedre rumme lidt skæve personligheder i København.

Er I da skæve personligheder?

Sarah Louise: Ja, jeg er nok en skæv personlighed.
Masha: Jeg er rimelig kantet, ja.
Sarah Louise: Kantet og kringlet…?
Mascha: Ja.

Hvordan vil I beskrive jeres forhold til København?

Mascha: Uh det er en love affair. Jeg elsker København helt vildt, og det er her jeg føler mig hjemme. Jeg har slet ikke lyst til at bo andre steder, for selvom jeg er født og opvokset i Jylland, er det her mit sted.

Sarah Louise: Jeg er så stolt af København. Jeg er sådan en rigtig nationalist, når jeg sidder i udlandet og for eksempel hører, at Danmark er det lykkeligste land i verden. Jeg tager også mig selv i at tale meget stolt om København – og Danmark generelt, når jeg har været i udlandet. Jeg har altid haft en udlængsel og ville gerne bo delvist i udlandet, men København er mit hjem.

Hvordan er det at være et kendt ansigt i København?

Sarah Louise: Det er noget lettere end at være kendt i Aalborg. Her er det okay at skille sig ud. Jeg oplever aldrig, at jeg skal skamme sig over at være kendt, og at folk ved, hvem jeg er. Det er jo skønt at være elsket, og i København er folk rigtig gode til at vise det. Jeg bliver klappet noget mere på skulderen, end jeg gjorde i Jylland.

Mascha: Jeg kommer fra en meget lille landsby i Jylland, og det at blive kendt er lidt som at bo i en meget lille landsby igen. Når jeg går på gaden, hilser jeg på folk, og jeg møder tit et genkendende blik i folks øjne, som jeg rigtig godt kan lide. Når jeg kommer til udlandet, synes jeg de første par dage, at det er fedt, at der ikke er nogen, der genkender mig. At jeg kan sige og gøre, hvad jeg vil, men når der er gået et par dage, føler jeg, at jeg bliver opslugt i et kæmpe hul, hvor jeg bliver en del af mængden. Det bryder jeg mig faktisk ikke om, for nu har jeg vænnet mig til, at København er min lille landsby. Jeg synes, at det er mega hyggeligt, at folk kalder på mig, når jeg går på café, fordi de ved, hvem jeg er. Jeg synes, det er enormt hyggeligt og sætter stor pris på det, fordi jeg er en kæmpe stor tryghedsnarkoman. Og det er tryghed for mig, at jeg føler mig hjemme, og jeg føler mig godt tilpas blandt folk, som jeg kender.

Der bliver sagt meget blandet om jer på forskellige medier. Hvordan tackler I kritik?

Mascha: Nu har jeg været i det her game i snart 15 år, og i starten var jeg ligeglad med, hvad folk mente – og det var jeg virkelig! Nu bliver jeg helt vildt ked af det, når folk skriver noget grimt. Jeg bliver glad helt ind i hjertet, når folk forsvarer mig, men jeg kan ikke sige, jeg er ligeglad, for jeg bliver rigtig ked af det, når folk skriver noget grimt om mig. Jeg tror, at det er noget med, at jeg er blevet mere voksen og blød.

Sarah Louise: Det kommer lidt an på, om jeg har en god eller dårlig dag. Hvis jeg har en dårlig dag, og jeg oplever nogen, der skal forholde sig til det ene eller andet, jeg har gjort eller sagt, så bider det selvfølgelig lidt mere. Og så bider jeg igen! Men på de gode dage, føler jeg ikke, at jeg kan blive ramt. Sådan er de fleste dage heldigvis.

Hvor kunne københavnerne godt stramme lidt op?

Mascha: Jeg synes godt, københavnerne kunne smile lidt mere. Folk ser meget sure ud, går med skyklapper på, og ænser ikke andre omkring dem. I LA kan du ikke gå ned ad gaden, uden at møde en hjemløs, der siger: ’Ej fed hat, du har!’ eller ’Fede sko! Hvor fedt for dig, at du har haft råd til at købe det. Skide godt gået!’
I Danmark under folk næsten ikke hinanden noget. Vi skal lige holde hinanden lidt nede. I stedet for at løfte i flok og bakke hinanden op – smile til hinanden og give lidt flere komplimenter.

Sarah Louise: Københavnerne kunne godt få noget mere rygrad og hjælpe folk, der har brug for det. Fx når folk bliver overfaldet på gaden eller lignende. Københavnerne er rigtig gode til at passe deres egen forretning, sige ’Det blander vi os ikke i’ og trække gardinerne for. Det må nogen andre tage sig af. Folk måtte sgu godt lige mande sig lidt op og hjælpe hinanden, når de har brug for det.

Hvad mener I om madkulturen i København?

Mascha: Jeg er virkelig dårlig til at gå ud at spise og prøve noget nyt. Jeg er en stor tryghedsnarkoman. Jeg holder mig inden for en lille grænse og bryder mig ikke om noget vildt og skørt. Min kæreste vil meget gerne på Michelin restauranter. Men jeg har faktisk ikke særlig meget lyst. Det er små portioner, der ser mærkelige ud, og det har taget en evighed at lave. Men jeg har bare lyst til at spise det i to mundfulde og få det overstået. Mad skal ikke være kunst overhovedet.

Sarah Louise: Der har jeg nok en anden holdning. Jeg kan godt lide, at mad også skal være en oplevelse. Det, synes jeg, er rigtig fedt. Jeg kommer jo fra en lille by, hvor menukortene er ens. Det er så kedeligt. I København kan man let få en fin spiseoplevelse for ganske få penge. Det, synes jeg, er det fedeste. At du kan få en rigtig god kulinarisk oplevelse, som er til at betale, selv om du ikke har røven fuld af penge. Det er godt for København – også i forhold til turisme. Jeg synes, at vi er kommet godt med på mad- og kulturmarkedet.

Vi betragter jer som stamgæster – hvad kan I godt lide ved Kjøbenhavn?

Mascha: Genkendeligheden når jeg kommer. Jeg ved, at jeg kan sidde ved mit yndlingsbord og få min yndlingsvin. Jeg kan også rigtig godt lide, at jeg ikke skal vælge imellem ti forskellige ting. Men det er varieret og gennemtænkt mad – man føler at kokken står derude og sætter en ære i, at jeg får noget godt at spise.

Sarah Louise: For mig er det følelse af, at det ikke er for stort. Der er mange populære restauranter, hvor det er lidt fabriksagtig: ’Skal jeg tage din jakke bla bla’, uden de i virkeligheden lægger mærke til, at to nye gæster er kommet. Der er ikke den der hygge. På Kjøbenhavn føler jeg først og fremmest ikke, at jeg trådt ind på en fabrik. Det er lidt som at komme hjem, når jeg kommer på Kjøbenhavn. Den der hyggelige og personlige opmærksomhed, som jeg faktisk oplever, at alle gæster får. Noget andet er navnene på retterne, som taler sig selv rigtig meget ned. Når jeg går ind og bestiller en ’Flæsketorvet’, som jo ikke lyder særligt elegant eller gastronomisk, forventer jeg at få noget bastant smækket på tallerkenen fra farmors køkken. Noget, der ikke er specielt raffineret. Men det er det jo! For ind kommer den gammeldags ret, der er blevet forfinet til noget mere nutidigt, og det, synes jeg, er en skide fed oplevelse. Du ved aldrig rigtig, hvad du får herinde, men du ved, at det er godt.