Om Suspekt

Rune Rask: 37 år. Opvokset i Albertslund nord. Har boet på Vestebro, Nørrebro og Frederiksberg. Bor pt. på Frederiksberg.
Emil Simonsen (Orgi-E): 35 år. Opvokset på Galgebakken (i Albertslund). Har boet på Vesterbro, Frederiksberg, Nørrebro og Østerbro – dog kun ganske kort. Bor På pt. på Vesterbro, og har boet der det meste af tiden.
Andreas Bai Duelund (Bai-D): 35 år. Opvokset i Albertslund nord. Flyttede direkte til Frederiksberg fra Albertslund
(Emil: direkte ind i dødsboet…).

Hvem er Suspekt?

Emil: Tre rigtig gode venner fra Albertslund. I en ung alder fandt vi ud af, at vi havde den samme vision. Og havde lyst til at drive det langt. Vi havde – og har – en stor samlet vilje og styrke. Det er også tre venner, der har været igennem afsindigt mange gode og dårlige ting.
Andreas: Og vanvittige ting. Vi gjorde alt det forkerte, og blandede venskab og forretning. Men resultatet blev godt.
Andreas: Suspekt blev dannet i 1997. Samme år deltog vi i DM i rap. Og så blev det alvorligt. Emil: Vi deltog i øvrigt med sangen “Ingen samvittighed”, og den spiller vi stadig. Andreas: Vi spiller den akustisk.

I har jeres eget pladeselskab?

Emil: Ja. Og alt andet forretning sammen, hvilket også omfatter et studie. Det eneste vi ikke deler er koner. Er I alle sammen i forhold?
Rune: Ja, vi er alle tre optagede. Jeg er dog den eneste, der er gift.
Andreas: Pladeselskabet, Tabu Records, blev stiftet i 1999. Pladeselskabet blev i bund og grund stiftet fordi vi gik rundt i København og delte demoer ud til andre pladeselskaber. Men svaret alle steder var det samme: “drenge, I kan lige vente en 3-4 år og prøve igen. Øv jer noget mere”. Det nægtede vi faktisk, altså ikke at øve, men vi skulle videre, og så var der vel kun en mulighed – at stifte vores eget pladeselskab.
Emil: Det har været symptomatisk for vores karriere og udvikling, at vi ikke har gidet at vente på noget eller nogen. Vi kører nu. Nu kører bussen!
Andreas: Pladeselskabet er en succes. Planen var egentlig, at vi bare skulle udgive vores egen musik. Rune: Ja, det var succeskriteriet. At der så kom alle mulige andre kunstnere til, er bare en bonus. Emil: Pladeselskabet kunne i sig selv sagtens have været en større succes. Men vi valgte at fokusere på vores egen musik. Omkring Prima Nocte pladen i 2007 valgte vi at skrue ned for at lave musik for andre, og virkelig koncentrere os om vores egen musik.

Hvordan var det at vokse i Albertslund?

Andreas: Det var sjovt. Der skete rimeligt mange åndssvage ting. Men det var rart. Jeg ku’ godt li’ det. Hvad skete der af åndssvage ting? Der var ret mange grupperinger. Og der skete en masse ting… Men det er svært lige at sætte ord på nu. Rune: Altså, der var nogen, der gik til fodbold, og der var nogen, der satte ild til Brugsen. Og vi stod nok lige midt imellem. Emil: Haha, godt sagt!

Er Albertslund så slemt som man gør det til?
Emil: Det er hvad man gør det til. Andreas: Medierne kan jo godt li’ at male billedet ekstra slemt. Rune: Man kan få nogle rigtig gode venner derude, og man kan få nogle rigtig dårlige venner derude. Og det kan man jo alle steder. Emil: Det, der er med Albertslund er, at da vores forældre flyttede derud, var det en ny by, og mange med små børn, der vokser op sammen. Og mange unge mennesker på begrænset plads giver automatisk nogle gnidninger. Albertslund er delt op i nord, syd, øst og vest. Og alle ved hvor folk kommer fra.

Emil: Oppe på Galgebakken var der fyldt med tosser. Der var enmandsbarakker og enmandslejligheder. En masse almennyttigt boligbyggeri. Der var sgu nogle, der sagde hej til påskekatten. Andreas: Og ham der kaprede bussen, fordi han ville køres hele vejen hjem til Nordvang. Han var helt væk. Emil: Og så var der ham, der slæbte sit komfur ud i legehuset, hvor han ville flytte ind. Service og komfur skulle lige på plads… Men man skal heller ikke huske de prominente mennesker fra Albertslund: Jørgen Leth, Mogens Lykketoft og Anden.

Hvordan vil I beskrive jeres forhold til København?

Andreas: Det er meget let. Jeg elsker København. Når vi har været ude og rejse, så er det så lækkert at komme tilbage. Det er bare en rar by at være i. Jeg føler mig hjemme her. Det er min fucking by.
Emil: Når vi har boet her så lang tid, så har man venner over alt. Jeg kan dårligt tage en tur igennem byen uden at møde folk jeg kender. Og ikke fordi jeg er en del af Suspekt, men fordi det er rigtige, gode venner man møder. Det er så fedt.
Andreas: Det er nok fordi, at byen er så lille, at det er umuligt ikke at møde folk man kender.
Emil: Københavnerne er også blevet meget åbne. Når man siger, at danskere er så lukkede, er jeg ikke enig. Jeg husker i øvrigt engang hvor vi havde et arrangement på A-huset, hvor der var inviteret en masse rappere fra London, som aldrig har været ude fra East London. Så kommer de ned på Bryggem en solskinsdag, og deres reaktion er helt vild. De har jo aldrig set noget lignende. De rendte rundt og forstod ikke hvad der skete. Og ville selvfølgelig ikke tilbage.
Rune: Jeg er også vild med København. Jeg elsker den korte afstand mellem alt. Når man fx har boet i L.A. kan man sagtens sidde i bil i halvanden time, selvom man kun skal et ganske kort stykke. Og nogle tidspunkter på dagen kan det slet ikke svare sig at forsøge at komme fra a til b. Man ville alligevel bare sidde fast i trafik. I København kan man komme hjem nærmest uanset hvor man er på et kvarter.
Andreas: Og så har vi en Metro. Den er jeg vil med. Og det bliver jo kun endnu federe, når den er færdigbygget.
Emil: Og så bor vi bare i en af verdens fedeste byer. Det er vel verdens største landsby.

Hvad mener I om madkulturen i København?

Emil: Den er jo sindssyg. Man kan ikke komme uden om fx noma, som jo var med til at lave om på alt. Det medførte bare et boom.
Rune: Det har også givet en masse andre blod på tanden, og de siger “hey, vi kan sgu også lave god mad”.
Andreas: Normale mennesker med en normal løn kan jo også sagtens spise ude – og spise godt. Før i tiden skulle man virkelig have tegnedrengen med, når man skulle ud og spise.
Emil: Da vi flyttede til København gik folk ikke så meget ud. Og hvis man gik ud og på café, så var man københavnersmart. Der var simpelthen et begreb dengang.
Andreas: Måske det var fordi vi kom fra Lunden. “Du skal ikke sidde der og drikke latte. Drik noget vodka, mand!”
Rune: Måske vi bare selv har fået flere penge mellem hænderne – og selv er blevet københavnersmarte. Emil: Københavnerne går også bare meget mere ud nu. Der er mere fokus på det kulinariske bohemeliv.

Hvad vægter I højest når I spiser ude, og har I en yndlingsrestaurant?

Andreas: Maden skal selvfølgelig være god. Og en fed betjening – det er virkelig vigtigt, for jeg giver gode drikkepenge, men man skal virkelig også være rar. Emil: Prisen er ikke en stor faktor. Der findes ikke dyr mad. Kun dårlig betjening og dårlig mad. Jeg vil gerne betale for kvaliteten.
Andreas: Jeg er heller ikke fan af konceptet med to seatings. Jeg bestiller altid sent på aftenen, hvis der er to seatings, for jeg skal ikke smides ud, hvis jeg spiser med damen og hygger.
Andreas: Min yndlings frokostrestaurant er Christian d. IV på Christianshavn. Det er lækkert smørrebrød.
Emil: Jeg går rigtig meget på Le Sommelier. Det er virkelig godt. Klassisk fransk køkken. Jeg kan godt li’ kanin eller agerhøne. Noget som er anderledes, uden at det er vanvittigt.
Andreas: Og jeg kan virkelig godt li’ Kiin Kiin. Jeg har været der en del gange, og det er suverænt.
Rune: Jeg er også til klassisk dansk frokost. Hvis jeg skulle pege på en aftenrestaurant bliver det Rice Market. Man kan sidde i senge og spise. Så når konen og jeg har fri…
Andreas: Så kan I ligge og knalde deroppe?
Rune: Det er sgu hyggeligt. Og de serverer gode drinks.

Hvor kunne Københavnerne godt stramme lidt op?

Andreas: Kommunen skal stoppe med at lave fucking vejarbejde over alt. Det er pisse irriterende.
Emil: Og Københavns kommune skulle overveje kraftigt, hvad der er relevant for borgerne. Jeg bor på Vesterbro, og det er vildt at hele Istedgade er lavet fuldstændig om – uden at der egentlig var behov for det – samtidig med at der står prostituerede på gaden, hvor mange af dem tydeligvis er ofre for trafficking. Og narkomaner der har det ad helvede til. Dem skulle man bruge penge og fokus på i stedet. Og som Natasja sagde, “lad være at rydde Staden, ha’ fokus på Istedgade”. Det er ikke fedt, og det er stadig ikke fedt i den slemme ende af Istedgade. Og det bliver ikke bedre af, at de laver en boulevard, hvor vi kan gå med vores caffe latte og lorte statusdværge – det bliver hele situationen ikke bedre af. Kommunen skulle virkelig stramme op. Det klæ’r ikke vores by.

Nævn jeres yndlingsting ved København

Rune: Den er svær. Der er meget at vælge i mellem. Men Metroen er jo god.
Andreas: Den skulle de bare have bygget noget tidligere.
Emil: Jeg synes at sommer i København er det bedste.
Andreas: Jeg skulle lige til at sige det samme. Emil: Jeg ville aldrig nogensinde rejse væk fra København om sommeren. Der er ikke noget sted, der er bedre at være.
Andreas: Vi har faktisk lige snakket om de piger, som cykler rundt i sommerkjoler og er på Bryggen – hvor er de henne, når det bliver koldt?
Rune: Måske man skulle indføre en nordkoreansk ting, hvor pigerne skulle cykle rundt…
Emil: uden trusser…
Rune: og reklamere for byen.
Emil: Sommeren er også mere end bare pigerne. Hele byen bliver et fedt sted. Der er festivaler hver weekend.
Rune: Der er så meget at lave. Andreas: Der bliver nærmest en sydlandsk stemning. Folk sidder ude på gaden og drikker vin og har det rart. Det elsker jeg. Emil: Der er så mange åndehuller: Amager Strandpark, Island Brygge, Papirøen, Frederiksberg Have og Kongens Have.